Gallashow: A SKY FULL OF STARS
Tekst og fotos: Jytte Lemkow
Der har i mange år været tradition for, at der i forbindelse med Dansk Varmblods Hingstekåring i marts i Herning fredag og lørdag aften bliver afholdt et Gallashow – som oftes for udsolgte tribuner.
I år var ingen undtagelse, og den overordnede titel var: "A SKY FULL OF STARS", og det hørte bestemt til blandt de bedste, vi har set, og som sædvanligt med Casper Cassøe som ”sprechstallmeister”.
Meget foregik næsten i mørke, bl.a. så man slet ikke de islandske heste, som optrådte med en flot lyseffekt på, der skulle illudere nordlys, så det var ikke nemt at være fotograf. Men nogle få glimt af noget af det vi så, er vedhæftet.
Det er meget flot, at Kongehuset stiller Garderhusarerne til rådighed i gallauniformer, og med den nye store paukehest i spidsen. Det er et flot og imponerende indslag, som også førte an til præmieuddelingerne af de største klasser.
Frihedsdressur er altid imponerende. Franske Marie Desodt viste sine seks små “knapstrupperplettede “ ponyer frem samt den mægtige Appaloosa hest Talismann. Hvor søren finder disse begavede mennesker i omgang med hest/ponyer så ensartede men fremmedartede farvede dyr?
Et meget smukt og rørende indslag var et diasshow bestående af alle de væsentlige personer, der har præget og været tilknyttet Dansk Varmblod de seneste 50 år, og som ikke er iblandt os mere. Lidt skræmmende, når man kunne konstatere, at man havde kendt dem alle!!!
Det er altid vildt, hvad “kosakryttere" kan præstere, selv om det måske ikke altid forekommer helt hestevenligt. Laurent Douzeich og hans tre ryttere var ingen undtagelse i halsbrækkende øvelser. Imponerende var det!
Andreas Helgstrand må have 117 ting at lave under Dansk Varmblods Hingstekåringer, og alligevel finder han hvert år tid til at deltage i det årlige Gallashow. I år var det en pas de deux med Maria Anita Andersen, som red Resée De Fontaine. Selv red Andreas superhingsten Revolution.
Hestefolk og hundefolk er tæt forbundne. De har en fælles kærlighed for dyr. Tyske Wolfgang Lauenburgers var kommet med sine dejlige hunde af forskellige racer. Som på strålende vis demonstrerede diverse “hundekunster”!
Showet sluttede af med en meget flot fejring af elitehingsten Blue Hors Zack – i dag 19 år og still going strong på flotteste vis med Nanna Skodborg Merrald, som også selv red ham i showet. Det var en genial idé at vise et lille udsnit af hans utallige afkom, heribland 39 kårede hingste! De havde fået påskrevet det nummer, den enkelte havde i den lange række af afkom. Et flot punktum på et flot show.